21/11/2025 0 Kommentarer
Den Omvendte Pakkekalender hjælper trængte medborgere
Den Omvendte Pakkekalender hjælper trængte medborgere
# Nyheder

Den Omvendte Pakkekalender hjælper trængte medborgere
For mange mennesker er december forbundet med glæde, hygge og gode oplevelser, men januar kan være udfordrende, da julens ekstraudgifter kan presse en i forvejen trængt økonomi.
Ved at tage del i Den Omvendte Pakkekalender kan du sammen med din familie, nabo, arbejdsplads eller andre være med til at strække juleglæden for lokale, udsatte borgere langt ind i det nye år.
Det er givende – og kan gøres på din egen måde
I løbet af december fylder du holdbare varer i kalenderposen – enten én om dagen frem til jul eller et valgfrit antal, der passer den enkelte husstand eller indsamling. Det kan være ting som færdigretter, et glas pulverkaffe, tandbørster, shampoo, nudler, pasta, rengøringsmidler m.m. – alle dagligvarer, der ikke kræver køleskab og er nemme at tilberede, gør stor gavn.
Sådan er du med
Fra den 23. november kan du hente en kalenderpose i åbningstiden i Værløse Kirke, Hareskov Kirke og Stavnsholtkirken. Kan du ikke nå forbi kirkerne i åbningstiden på hverdage, så er du meget velkommen til at bruge din egen pose.
Den fyldte pose afleveres i en af kirkerne umiddelbart efter en gudstjeneste (ca færdig kl. 12) fra d. 25. december til og med d. 11. januar.
Herefter vil kalenderposernes indhold blive sorteret, og i samarbejde med borgervejledere og værestedsmedarbejdere ved Furesø Kommunens rådgivningscaféer, bliver indholdet givet videre til dem fra vores lokalmiljø, der har allermest brug for det. En del af varerne uddeles med det samme i januar måned, mens resten samles i en lokal fødevarebank, hvor mennesker i akut nød løbende gennem året kan få gavn af de indsamlede ting.
Den Omvendte Pakkekalender er et samarbejde mellem Hareskov og Værløse sognes Menighedspleje, Farum Sogn samt Furesø Kommunes rådgivningstilbud til udsatte borgere.
Kommentarer