Bryllup
Lidt om det vigtige – inden alt det festlige
I kan indgå ægteskab ved at lade jer vie i folkekirken, ved at lade jer vie borgerligt hos kommunen (evt. med efterfølgende kirkelig velsignelse) eller ved at lade jer vie i et andet trossamfund.
Enhver, som er medlem af folkekirken, har ret til at få foretaget en vielse i sit bopælssogn. Den ene eller begge skal være medlem af folkekirken.
Det er almindeligt at blive viet i bopælssognet, men vielse kan også ske i en anden kirke, hvis I har en særlig tilknytning til denne. Hermed menes, at mindst en af jer tidligere har haft bopæl i sognet (gælder uanset, hvor længe man har boget i sognet) og/eller har har nære pårørende, der bor i sognet (her tænkes på forældre, søskende eller børn).
Kontakt i god tid kirkekontoret, når I har bestemt en dato for jeres vielse. Kordegnen kontaktes på 4448 0125 mellem kl. 9 og 13. Når I ved, hvem der skal vie jer, kontakter I præsten. Til samtalen med præsten skal I bl.a. vælge salmer til jeres bryllup.
Inden vielsen
Der skal inden vielsen foreligge følgende papirer:
- Prøvelsesattest, se nærmere på www.borger.dk. Attesten gælder i 4 måneder
- Brudeparrets dåbs/navneattester
– Navne og adresser på to vidner – ét vidne for hver af parterne.
Eventuel pyntning i kirken før vielsen aftaler I med kirketjeneren i den kirke, hvor vielsen skal finde sted (kordegen kan evt. hjælpe med kontaktoplysninger)
Fotografering ved vielsen skal aftales med præsten.
Hvis I ønsker at ændre navn på bryllupsdagen, så skal I på forhånd ændre dette på Borger.dk senest 15 dage før vielsen - med bryllupsdatoen som ekspeditionsdato.
Kirkelig velsignelse af en vielse på rådhus
Det er muligt at få sat en kirkelig ramme om sit borgerligt indgåede ægteskab. En kirkelig velsignelse af et borgeligt indgået ægteskab tager udgangspunkt i et ritual, der minder om det, man benytter i forbindelse med et kirkebryllup. Der er dog den afgørende forskel, at præsten ikke spørger parret om de hver især vil tage den anden til ægtefælle. Dette spørgsmål har parret jo svaret på, da de indgik ægteskab på rådhuset.
Ritualet ved kirkelig velsignelse kan varieres, så det ligner en vielse mest muligt eller så det er tydeligt forskelligt fra et kirkebryllup.
Ønsker du kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab, henvender du dig til kirkekontoret på 4448 0125 og aftaler et tidspunkt for den kirkelige handling.