02/01/2026 0 Kommentarer
Præstegården er tilbage i flot stand - kig indenfor 11. januar
Præstegården er tilbage i flot stand - kig indenfor 11. januar
# Nyheder

Præstegården er tilbage i flot stand - kig indenfor 11. januar
Den historiske præstegård i Kirke Værløse har gennemgået en totalrenovering til en pris på 13 mio. kr. Gotfred Blom har styret processen for menighedsrådet. Han glæder sig til at vise huset frem søndag den 11. januar kl. 12 til 14.
Af Mikkel Kjølby (Altomfuresoe.dk)
Helt tilbage i oktober 2023 blev der konstateret skimmelsvamp på første etage af den smukke præstegård i Kirke Værløse. Sognepræst Rosa Bech og hendes familie blev genhuset et andet sted i Kirke Værløse. Gotfred Blom blev udvalgt af menighedsrådet til at stå i spidsen for processen, men først skulle der træffes svære valg.
– Det var under overvejelse at bygge en ny præstegård på en af vores andre grunde, og derfor frasælge præstegården. Menighedsrådet bestemte, at vi ikke skulle sælge den gamle præstegård. Det var en fin demokratiske beslutning, fortæller Gotfred Blom.
Til gengæld stod man så overfor at skulle finansiere en renovering af præstegården fra 1912 til en pris på ca. 13 mio. kr.
– Præstegården er beskyttet af byplanvedtægten for Kirke Værløse. Den er næsten fredet. Vi fik den besked fra kommunen, at vi kunne glemme alt om at få lov til at rive den ned, forklarer Gotfred Blom.
Menighedsrådet besluttede, at finansiere renoveringen ved at sælge ejendommene Annexgårdsvej 3 og 7, som havde fungeret som tjenesteboliger for gartneren og organisten. Dertil kommer en udstykning af den 5500 m2 store grund ved præstegården. To grunde på 1000 m2 hver udstykkes og sælges.
– Salget af de fire ejendomme finansierer renoveringen, siger Gotfred Blom. Det betyder, at sognet ikke skal optage lån, men til gengæld sælger ud af de eksisterende værdier.
Et kæmpe projekt
Værløse Sogn hyrede E. Kornerup som totalentreprenør for projektet, som har været i gang siden den 30. januar 2025.
– Entreprenøren skulle skimmelsanere, hvilket betød, at vi blev nødt til at lave nyt tag med tilhørende undertag. Skimmelsvampen var opstået pga. en mangelfuld dampspærre i forbindelse med en renovering, siger Gotfred Blom og fortsætter:
– De skulle lave en ny bund på huset. Der var omfangsfundament, men inde i stuerne lå der 6o cm luft og jord under gulvbrædderne, som var de originale fra 1912. Nu er der lagt beton og isolering under gulvet. Vi har ved samme lejlighed lavet nye vinduer og ændret farvesammensætning, så vinduerne ligner gamle Morten Korch-film. Rammerne er lavet røde og vinduerne og dørene hvide. Før i tiden var det hele blåt. Tegningerne fra 1912 viste, at vinduerne var røde, derfor har vi lavet dem røde igen. Det ser sindssygt flot ud, konstaterer Gotfred Blom med tilfredshed i stemmen.
Præstegården har også en tilbygning. Den blev oprindeligt opført som konfirmationsstue, men senere konverteret til garage. Nu er den lavet om til et præstekontor. Nu er det kommet så langt, at Gotfred Blom tør love et åbent hus-arrangement søndag den 11. januar kl. 12 til 14.
Der er planlagt afleveringsforretning den 14. januar. Gotfred Blom glæder sig i den grad over at være nået i mål med projektet – til aftalt budget.
– Det har jeg det rigtig fint med. Vi er lykkedes med at komme igennem til den budgetterede udgift. Det er sindssygt flot, når man tænker på alle de udfordringer, vi har haft undervejs. Når man skiller et hus fra 1912 ad uden at have de originale tegninger, oplever man sjove ting. Men alt er lykkedes for os, lyder det fra Gotfred Blom.
Præstegården i Kirke Værløse har en historisk betydning for området. Den fik symbolsk værdi for de lokale, da man ville bryde med Farum Sogn og oprette et selvstændigt sogn med base i Kirke Værløse Kirke. Det var tilbage i 1912. Historien kan læses her: https://altomfuresoe.dk/praest...
Arkivfoto: Mikkel Kjølby
Tak til Mikkel Kjølbye for venligt at stille tekst og foto til rådighed.
Kommentarer