Af Johannes Krarup

Påskedag er helligdagen over alle helligdage i kristendommen. På denne dag fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde. Vidnesbyrdene om Jesu opstandelse er i første omgang en tom grav. Jesus er ikke at finde, hvor de har lagt ham. Disciplene leder forgæves efter Jesus blandt de døde. Dernæst vokser det med endnu stærkere vidnesbyrd, ved at Jesu disciple møder den opstandne Jesus Kristus. Den opstandne Kristus finder disciplene.

Sammen med Kristi Himmelfart er påskedagen en dag, hvor tingene samler sig og får legitimitet. Hvis ikke Jesus opstod fra de døde og Jesus åbenbarede sig for de første kristne efter opstandelsen, så var langfredag, skærtorsdag og palmesøndag aldrig blevet noget levende og var blevet glemt efter to-tre generationer. Hvis ikke Jesus var opstået fra de døde, så var disse begivenheder kun husket som tragiske begivenheder. Mysterierne (gåderne) om langfredag, skærtorsdag og palmesøndag bliver først åbnet op for mennesker ved troen på Jesu opstandelse.

Påskedag åbner vores øjne for at langfredag er mere end mørke. Påskedag lader os forstå, at det sidste måltid skærtorsdag er et måltid, som skænker os udødelighed. Påskedag afslører at den konge, som red ind i Jerusalem på et æsel, er en evig konge med et rige, som aldrig ophører.

Påskedag er en sejr over døden. Påskedag er begyndelsen på distribuering af Guds tilgivelse. Evigheden begynder at lyse med et lys vi først nu for alvor kan gribe med vores hjerter. Alle påskens dage er den største trøst og håb denne verden har set.

Det gode og glædelige budskab er kort og godt: Jesus Kristus.