Af Samuel Nielsen

Langfredag er den dag, hvor det markeres verden over at Jesus blev korsfæstet og lagt i graven. Det er en dag præget af dyb sorg. Og derfor vil man i kirkerne se at alteret er ryddet og alt pynt er fjernet.

Sorgen og døden er en del af livet. Og det er gavnligt at se den i øjnene, så den ikke skal vokse i skyggen af vores bevidsthed, hvor dens magt over os kun bliver større. At se den i øjnene, vil sige at se den som den er. Der er derfor intet rosenrødt ved Jesus’ død. Den er rå. Den er ensom. I hans død ser vi vores egen død, uden pynt.

Det store mysterium Langfredag, det dragende element, er samtidig at det er Gud selv der går igennem døden, mens vi ser på. Døden som den er, med alt hvad den bringer med sig af adskillelse, smerte og tab, opleves af Gud. Selv oplevelsen af at være adskilt fra Gud. Som når Jesus råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

I en kristen anskuelse bliver det derfor muligt at se døden og dens smerte i øjnene uden at vige blikket. For nok er døden stadig rå og ensom, men mennesket er ikke alene om den. Idet vi gennemlever den, bliver den en erfaring mennesket har sammen med Gud. Og netop det forvandler døden til noget andet og mere. Døden, som normalt er kendetegnet ved adskillelse, bliver nu tilføjet noget. Den bliver i dybere forstand en erfaring af forening.

Det er det mysterium, der åbner sig Langfredag. Hvis vi ser døden i øjnene.