11/03/2026 0 Kommentarer
Når Helligånden åbner døre - oratoriekoncert
Når Helligånden åbner døre - oratoriekoncert

I tiden mellem påske og pinse inviterer Værløse Kirke til en af årets helt store koncertoplevelser: Martin Åkerwalls bevægende pinseoratorium Når Helligånden åbner døre – et værk, hvor musik og poesi, fortvivlelse og håb, mørke og lys går hånd i hånd og taler direkte til hjertet.
Mere end 60 medvirkende fylder kirkerummet, når Panumkoret og ungdomskorene fra Værløse og Hareskov står side om side med nogle af landets markante musikalske personligheder: pianist Rikke Sandberg, mezzosopran Jasia Nielsen, solohornist Jakob Keiding fra Copenhagen Phil samt skuespiller Kristian Boland. Værket dirigeres af komponisten selv, Martin Åkerwall, som sammen med de medvirkende skaber en levende, nærværende og stærkt engagerende fortolkning.
Oratoriets tekster er skrevet af en af Danmarks mest elskede og betydningsfulde salmedigtere, Lisbeth Smedegaard Andersen. I sit klare, menneske nære og billedrige sprog giver hun stemme til tiden mellem påske og pinse – en tid præget af tvivl, venten, håb og forvandling. Hendes ord åbner for genkendelse og eftertanke hos både troende og tvivlende og danner et poetisk og teologisk fundament for værket.
Musikalsk forener Martin Åkerwall det solide kirkemusikalske håndværk med en nutidig og sanselig klangverden. Oratoriet bevæger sig mellem inderlige, meditativt prægede satser og mere kraftfulde, fællesskabsbårne afsnit, hvor kor, solister og instrumenter tilsammen udfolder værkets dramatiske og åndelige spændvidde.
Få et indtryk af musikken her. I oratoriets sidste del skinner pinselyset endeligt og foråret forkyndes.
Når Helligånden åbner døre er et værk om bevægelse og åbning – om det, der sker, når mennesker tør lade sig berøre, udfordre og forandre. Et stærkt bidrag til nyere dansk kirkemusik, som inviterer publikum ind i en både sanselig og eftertænksom musikalsk fortælling.
Kom og oplev en koncert, hvor ord, toner og fællesskab åbner døre til håb, lys og fornyet mod.
her kan du læse om de medvirkende.
Jasia Julia Nielsen, dansk mezzosopran med base i København er uddannet i scene- og koncertsang fra Musikhochschule Lübeck. Hun har sunget en række centrale operapartier i både klassisk og moderne repertoire. Hendes virke spænder bredt fra opera til lied og oratorier med optrædener i Danmark og internationalt, bl.a. ved Oxford City Opera, Det Kongelige Teater, Rossini in Wildbad Festival og Wagnerfestspillene i Bayreuth 2025.
Som koncert- og lied sanger har Jasia optrådt ved anerkendte festivaler og institutioner og været solist i store værker af bl.a. Bach, Händel, Mozart og Fauré. I 2021 var hun også solopartiet i uropførelsen af Martin Åkerwalls oratorium ”Når Helligånden åbner døre”, der blev sendt Live i Danmarks Radio. Jasia er medlem af Copenhagen Soloists og har medvirket i flere uropførelser og radiooptagelser.
Rikke Sandberg har været solist med de fleste danske orkestre og Leipzig Kammerorkester foruden indspillet klaverkoncerter med DR Radiosymfoniorkestret, Luxembourg Philharmonie og Sønderjyllands Symfoniorkester.

Rikke har optrådt på festivaler og i koncertsale over det meste af Europa og store dele af Asien og USA. Herhjemme er hun er initiativtager og kunstnerisk leder af Nordisk Kammermusikfestival. I 2025 skal Rikke Sandberg indspillede hun den hidtil første komplette udgave af Carl Nielsens samlede værker for soloklaver, inkl. et antal værker og arrangementer af Carl Nielsen, som endnu aldrig er indspillet.
Rikke Sandberg underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i hovedfag og kammermusik. Desuden er hun ofte juryformand og medlem i klassiske konkurrencer som Jugend Musiziert, Steinway Festivalen, Pianister i Nord, Unge Spiller Klassisk og Jakob Gades Juniorkonkurrence.
Jakob Keiding er hornist og har gennem sin karriere været medlem af EU Youth Orchestra, Danish National Symphony Orchestra samt Austrian Radio Symphony Orchestra (ORF) i Wien. Siden 1993 har han haft stillingen som solohornist i Copenhagen Philharmonic, hvor han har markeret sig som en central profil i orkestret.
Som solohornist har han medvirket i en række internationale produktioner og samarbejdet med blandt andre Opera de Lyon, Gothenburg Symphony Orchestra og Sinfonie Orchester des Bayrischen Rundfunks.
Ud over sit virke som udøvende musiker har han siden 2003 været tilknyttet Royal Danish Academy of Music i Aarhus som underviser, hvor han har bidraget til uddannelsen af nye generationer af hornister.
Jakob Keiding er desuden en aktiv kammermusiker og har givet talrige koncerter i Danmark og internationalt. Han har blandt andet været medlem af Ensemble Kontrapunkte, Ensemble die Reihe, Danish Wind Octet, Selandia Wind Ensemble og Keiding Ensemble.
Kristian Boland, skuespiller, sanger og instruktør er uddannet ved Århus Teaters elevskole 1980-83. Han debuterede som Plys i "Plys og Plastic" på Gladsaxe Teater i 1983. Han har siden både som sanger og skuespiller været tilknyttet flere københavnske teatre og medvirket i adskillige turné-forestillinger og tegnefilm samt produktioner for radio og tv.
Kristian Boland har bl.a. spillet Biff i "En Sælgers Død" på Det Danske Teater, Svend Gjønge i "Gøngehøvdingen" på Det Ny Teater og Sloane i "Entertaining Mr. Sloane" på Folketeatret. Han har også medvirket i flere musicalforestillinger, bl.a. som Marius i "Les Miserables" på Østre Gasværk, som Christian Kold i "Tordenskjold" og som Aramis i "De Tre Musketerer" på Gladsaxe Teater. På Det Ny Teater har han sunget Eisenstein i "Flagermusen" og har desuden haft roller som Grev Danilo i "Den Glade Enke" på Det Ny Teater, Præsten i "Don Quixote", Monsieur André i "The Phantom of the Opera" og Kaptajn von Trapp i "The Sound of Music".
Senest har Kristian Boland spillet hovedrollen i Nørregade Teatrets opsætning af Rosens navn.
Panumkoret blev stiftet på Panuminstituttet i København i 1993 som et kor for medicinstuderende. Der er stadig en del medicinere i koret, herunder nogle af de oprindelige stiftere, men i dag er sammensætningen af de cirka 60 sangere mere blandet i kraft af Panumkorets ambition om at være blandt Københavns bedste amatørkor.
På den baggrund har Panumkoret udviklet sig markant rent musikalsk de seneste år og har derved tiltrukket mange talentfulde og dedikerede sangere. Korets repertoire er overvejende klassisk med en udtalt kærlighed for nordisk korlyrik, hvor en del værker af nulevende komponister også har præget programmet. Undertiden har koret også haft samarbejder med solister og orkestre, hvilket blandt andet har udmøntet sig i indspilninger af Mozarts Requiem, Faurés Requiem og en samling af nordiske korsatser på albummet Nordiske Nætter.
Korets chefdirigent Kasper Borchersen har forstået korets indstuderingen af Martin Åkerwalls oratorium.
Værløse Kirke og Hareskov Kirke har begge ungdomskor. Ved denne koncert har vi den glæde at opleve dem synge sammen. Så med de to ungdomskor vil Værløse kirke være fyldt med sang ved denne koncert.
Kommentarer