Af Ingrid Salinas 

Midt i livet faldt en mand dybt ned i en mørk tomhed. Depression var så dybe, at han ikke engang kunne spise selv.

Hver dag kom en af hans menighedsbrødre og besøgte ham. Broderen sagde ikke noget. Manden sagde slet ikke noget. De sad en stund sammen i stilhed.

På et givet tidspunkt tog broderen et vaskefad med vand, lidt sæbe og et klæde. Herefter satte broderen sig på knæ foran manden, vaskede hans fødder. Omhyggeligt vaskede, masserede og tørrede broderen mandens fødderne. Han tog afsked med ordene: Vi ses i morgen. Det skete hver dag i 1½ år.

I begyndelsen lød der små korte klage- og suk-lyde fra manden.

Med tiden sagde broderen få medlidende ord: “Jeg mærker du kæmper,” eller “jeg mærker du har det en anelse bedre i dag.”

Manden, der fik vasket fødderne af en menighedsbroder, hedder Parker Palmer, der er kvæker, er en velanskrevet amerikansk forfatter, centerleder og underviser. Kvækernes menighedsliv er stilhed og bøn. Kvæker mener, at hvis man ønsker at vide, hvad Gud vil, så må man lytte dybt og længe i stilhed. Og kvækeren har hørt Jesus ord: “Jeg har været et eksempel for jer. I skal gøre det samme, som jeg har gjort.”

Parker Palmer, skriver, at i al den tid han var fanget i depressionen, da var det som om hans fødder var det eneste sted, hvor han kunne mærke livet. Det var som om hans sjæl havde taget tilflugt til fodsålerne. Fodsålen var det sted, hvorfra sjælen med en andens tjenende hånd atter kunne rejse sig til livet. 

Parker Palmer blev forløst fra sin depression ved hjælp af en menighedsbroder, der vaskede hans fødder. Selvfølgelig var der også læger og terapeuter med i forløbet, men fodvaskning var det eneste han kunne huske fra den tid han var syg af depression.

Fodvaskning er et undervurderet kropsritual, hvor sjælen røres, rører på sig og bringes til live igen.

Jesus, disciplenes lærer og Herre lægger kjortlen. Han lægger “jakkesættet” smører ærmerne op, for bedre at kunne komme til arbejdet. Han tager et forklæde på. Han knæler foran hver eneste discipel og vasker og tørrer deres fødder i forklædet. Han befrier dem fra skidt og gør dem rene.

Skær betyder ren som i befriet for smerter, der kommer af svigt, angre, skyld og synd.

Vi mennesker bryder os ikke om smerter, hverken fysiske eller sjælelige smerter. Vi går i en stor bue udenom smerter. Helt fra vi er børn møder vi smerter – mobning, svigt, uretfærdig skældud, udskamning, armod– måske mister vi en vigtig person i vores liv. Eller værre endnu; vi udsættes for simpel brutalitet, krig og terror.

Ingen – absolut ingen mennesker kommer igennem livet uden smerter og listen er ofte lang.

Transformerer vi ikke vores smerter, vil vi overføre den på andre.  Det, der fastholder os, vil gøre at vi påfører os selv eller andre smerter. Forløst smerte bringer en gave som hedder indsigt, visdom og rummelighed.

Påske er, at vi lægger vores smerter i Jesu hænder. Jesus er barmhjertig og bærer dem med nåde; som er Guds grænseløse og bundløse kærlighed. Jeg forestiller mig, at det klæde Jesus menneskesønnen bruger til at tørre fødderne på disciplene var det klæde han bar på korset.