Koncert - Fra Bach til jazz – og alt derimellem

Koncert - Fra Bach til jazz – og alt derimellem

Koncert - Fra Bach til jazz – og alt derimellem

Søndag 27. september 2026, kl. 15:00
Værløse Kirke, Højeloft Vænge 20, 3500 Værløse
Nikolaj Hess, Christian Hougaard, Elen Lura Haakensen, Martin Åkerwall
gratis

Fra Bach til jazz – og alt derimellem

Hvordan lyder det, når orgel, klaver, saxofon og cello mødes på tværs af genrer og musikalske traditioner?

Det kan opleves i Værløse Kirke den 27. september, hvor fire stærke musikalske personligheder – Nikolaj Hess, Christian Hougaard, Elen Lura Haakensen og Martin Åkerwall– inviterer til en koncert, der bevæger sig frit mellem klassisk musik, jazz, crossover og helt nye klanglige landskaber.

Musikken spænder fra J. S. Bach over værker af Nikolaj Hess og Christian Hougaard til musik af Thomas Koppel og Martin Åkerwall – og med Egberto Gismonti og hans brasiliansk inspirerede musik som endnu et farverigt stop undervejs.

De fire musikere mødes i forskellige konstellationer og også som samlet ensemble. Orgel, klaver, saxofon og cello får lov til at skifte roller, blande sig og udfordre hinanden.

En koncert med kontraster, nærvær og musikalsk nysgerrighed – fra Bach til jazz og videre ud i det ukendte.

De medvirkende

Nikolaj Hess – klaver
Prisvindende pianist og komponist Nikolaj Hess bevæger sig ubesværet mellem jazz, klassisk musik, nordiske toner og globale musiktraditioner. Han er kendt for sit personlige og nysgerrige klaverspil og har gennem en lang international karriere samarbejdet med en lang række markante musikere og kunstnere. Hess har udgivet en lang række anmelderroste albums, komponeret musik til bl.a. Lars von Triers Melancholia og optrådt på nogle af verdens førende jazzscener og kunstinstitutioner.

Christian Hougaard – saxofon
Christian Hougaard er klassisk uddannet saxofonist, komponist og musikalsk entreprenør med et stærkt fundament i både den klassiske musik og jazzens rytmiske univers. Han har en international karriere som solist og kammermusiker og har i mere end 25 år været medlem af Danish Saxophone Quartet. Som komponist og musiker arbejder han bredt på tværs af genrer – fra samtidsmusik og teater til crossover-projekter.

Elen Lura Haakensen – cello
Elen Lura Haakensen er norsk cellist og medlem af Det Kongelige Kapel, hvor hun har været ansat siden 2005. Hun er uddannet fra konservatorierne i Oslo og Stockholm og har gennem årene markeret sig både som orkestermusiker og kammermusiker. Hun spiller desuden i flere kammermusikalske sammenhænge og bringer en stærk klassisk tradition og et levende musikalsk nærvær med ind i koncertens mange forskellige møder.

Martin Åkerwall – orgel & klaver
Værløse Kirkes organist Martin Åkerwall er dirigent, komponist, pianist og organist, uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Sibelius-Akademiet i Finland. Han har gennem mange år arbejdet internationalt som dirigent og komponist, og hans værker spænder fra kammermusik og solokoncerter til musik for kirkerummet. Som musiker bevæger han sig naturligt mellem det klassiske repertoire, improvisation og egne kompositioner.

Der serveres et glas efter koncerten.

Du vil måske også kunne lide...