Konfirmander og kunstner skaber glasmosaikker om sorg og håb

Konfirmander og kunstner skaber glasmosaikker om sorg og håb

Konfirmander og kunstner skaber glasmosaikker om sorg og håb

# Nyheder

Konfirmander og kunstner skaber glasmosaikker om sorg og håb

I januar og februar arbejder 65 kommende konfirmander med temaet sorg og håb. 

Mikkel Kjølby fra Altomfuresø.dk har skrevet en artikel om sognets samarbejde med glaskunstneren Britt Myrup som vi har fået lov til at dele her:

Dette års kuld af konfirmander i Værløse Sogn får et helt særligt minde med hjem. Det er det værk, som de selv fremstiller i glas i forbindelse med et workshopforløb i Værløse Sognegård med Myglas by Myrup.

”Jeg synes, at det er spændende og inspirerende at arbejde med de unge, og hvis glasværkstedet kan bidrage til, at de får nogle minder med fra deres konfirmationsforberedelse, ja, så bidrager vi gerne,” siger Britt Myrup.

Børne- og ungemedarbejder i Værløse Sogn, Anne-Katrine Mortensen, tog initiativet og rettede henvendelse til Britt Myrup.

”Samarbejdet med Myglas by Myrup giver konfirmanderne en håndgribelig oplevelse af, hvordan det, der engang var ødelagt, kan blive til noget nyt – med guld i revnerne. Samtidig får de et minde om, at brud ikke er slutningen, men en del af livet og skønheden i det,” forklarer Anne-Katrine Mortensen.

 Inspiration fra japansk filosofi

De 65 konfirmander arbejder med temaet ”Sorg og håb”. Inspirationen kommer fra den japanske kunstart og livsfilosofi Kintsugi – “at forbinde med guld”. Kintsugi opstod i Japan allerede i 1400-tallet og handler om at reparere det, der er gået i stykker, i stedet for at smide det væk. Bruddene fremhæves med guld, og genstanden får ikke kun nyt liv – ofte bliver den smukkere end før. Denne filosofi danner rammen om workshoppen, hvor konfirmanderne skal lave deres egen glasmosaik-uro, som skal symbolisere brud og heling.

I workshoppen vil konfirmanderne lave en glasmosaik-uro, som kan hænge i kirkens vinduer. Glasstykkerne er skarpe, uens og brudte – men når de samles, opstår et nyt mønster. Aktiviteten viser, at det, der er gået i stykker, kan samles igen – ikke ved at skjule bruddet, men ved at anerkende det og give det plads.

Et varigt minde om konfirmationen

Ved hver mosaik-uro skal konfirmanderne skrive et ord på et kort, som symboliserer det “guld”, der binder dem sammen, når de oplever skår. Ord som håb, venskab, omsorg, tid, mod, opmuntring, tilgivelse og at blive set bliver konfirmandernes egne guldstykker – de elementer, der holder os sammen, selv når vi går i stykker og oplever sorg. Når workshoppen er slut, kan konfirmanderne tage deres glasmosaik-uro med hjem som et personligt minde fra deres konfirmation – en konkret påmindelse om, at selv brud og sorg kan blive til noget smukt og meningsfuldt.


For Anne-Katrine Mortensen handler det om at give konfirmanderne et indblik i, hvordan mennesker formes.

”I vores kultur er der ofte fokus på at fremstå fejlfri. På sociale medier viser vi ofte kun den bedste version af os selv og vores succeser, mens tvivl, sorg og brud skjules. Men sandheden er, at alle mennesker får sår. Sorg og brud er en naturlig del af det at være menneske, og vores sår fortæller vores historie – de gør os ikke mindre værd, men menneskelige,” forklarer Anne-Katrine Mortensen.

Du vil måske også kunne lide...