21/05/2026 0 Kommentarer
Mindeord om Anne-Marie Bach
Mindeord om Anne-Marie Bach
# Nyheder

Mindeord om Anne-Marie Bach
Det er med stor sorg, at Værløse Menighedsråd modtog den triste meddelelse om Anne-Marie Bachs pludselige død, kun 62 år gammel, midt i et virksomt liv.
Anne-Marie Bach blev i september 2024 valgt ind i Værløse Menighedsråd. Ved den efterfølgende konstituering blev hun valgt som personaleansvarlig og fik sæde i forretningsudvalget. Men hendes interesse for det kirkelige spændte vidt, så hun fik også sæde i både kirkeudvalget og kirkegårdsudvalget, der har ansvaret for kirkens bygninger og kirkegårde.
Hun var et varmt, udadvendt menneske, der interesserede sig for dem, hun kom i forbindelse med. Altid velforberedt og med en holdning til tingene, som hun gerne bidrog med, men altid med et glimt i øjet. Hendes evne til med et smil at holde fokus gjorde en forskel, når en diskussion kunne fortabe sig i tekniske detaljer.
Hendes hjerte bankede for personalepolitikken, for hende var en god trivsel nøglen til en god arbejdsplads. Men samtidig havde hun et øje for de frivillige, som tit løfter en stor opgave bag kulisserne. Hun brændte også for at kirken skulle samarbejde med lokalsamfundet.
Det er ingen overdrivelse, at Anne-Marie Bach vil blive stærkt savnet i vores arbejde for at skabe en kirke, der rækker ud til flest mulige i sognet. I den korte tid, vi fik lov at have hende i menighedsrådsarbejdet, satte hun sig mærkbare spor. Midt i sorgen over at have mistet hende vil vi derfor være dybt taknemmelige for den indsats, hun nåede at yde.
Æret være hendes minde
Peter Høvring
Formand for Værløse Menighedsråd
Bisættelsen finder sted tirsdag den 26. maj kl. 11 i Værløse Kirke

Ved menighedsrådsmødet tirsdag den 19. maj blev Anne-Marie Bach mindet med bl.a. blomster på hendes plads i mødelokalet.
Kommentarer